- En blog om det at være bygherre til sit drømmehus

Begynderbygs Opskrifter

Paradisæblesnaps

Klar Brøndum Snaps eller Vodka
Paradisæbler
Kanelstænger
Sukker 

Fremgangsmåde: Skyl paradisæblerne og halvér dem og put dem i en flaske (min flaske var ret tynd i halsen så jeg skar dem i kvarte). Krydder Snapsen med det krydderi du bedst kan lide. Jeg kunne forestille mig at vanilje eller stjerneanis også godt kunne gå sammen med de bitre æbler, men jeg valgte at bruge kanel. Put sukker i efter smag, Jeg brugte 1½ spsk pr. 250 ml snaps, da jeg godt kan lide de søde snapse. Er du til bitre snapse så udelad sukkeret. Hæld nu snaps eller vodka på (jeg brugte den billigste fra Fakta). 

Lad snapsen trække 10 uger hvorefter den filtreres og smages

                                        Til venstre snapsen og til højre den færdige gelé

Paradisæblegelé m Chili

Jeg har tidligere lavet paradisæblegele efter klassisk opskrift med sukker og evt. vanilje. Nu fik jeg lyst til at eksperimentere med at give geléen et tvist. Og i år blev det chili og jeg vil sige at den klart kan anbefales (næste år vil jeg prøve med ingefær) Her får I opskriften

3 kg paradisæbler
5 dl vand
1 kg sukker pr. liter siet saft
2 spsk æblecidereddike
2 friske røde chili

Fremgangsmåde: 
Skyld paradisæblerne og tag stilk og blade af. 
Put dem i en gryde og tilsæt vand. Bring det i kog og skru gerefter ned på lav varme og lad den stå i ½ time og koge ud. Brug evt et piskeris til at mose æblerne. 

Nu skal mosen sies. Jeg bruger først et dørslag, derefter en fin si, og endeligt et viskestykke. Jeg vendte en skammel om og hamrede viskestykket fast på benene og satte et målebæger inden under. 
Hav god tålmodighed når du skal gøre dette. 


Dernæst hældes saften i n gryde og de øvrige ingredienser tilsættes, dette bringes i kog og står så og simrer i en halv time. Tjek med en lille dråb gele på en ske om geleen vil stivne når den bliver kold. Herefter tages chilien op og geleen skummes af så den bliver flot blank. 

Geléen hældes dernæst på atamon-skoldede syltetøjsglas. 
Vupti er der dejlig syrlig,sød og let krydret gelé til franskbrødsmaden eller som tilbehør til andestegen. 


Pastasalat med karrydressing


Jeg har længe ledt efter opskriften på en pastasalat med karrydressing. Man kan købe én i SuperBrugsen, men da jeg synes den svømmer i lidt for meget olie gik jeg i gang med at prøve at udvikle min egen. Det springende punkt var karrydressingen. Jeg har ofte prøvet at lave én, men jeg har aldrig fået den til at smage ret meget af karry. Jeg kom så i tanke om at når jeg laver karrysuppe, kylling i karry eller boller i karry, så svitses karryen af inden de øvrige ingredienser tilsættes. Det bringer den gode karrysmag og -aroma frem og derfor prøvede jeg også at gøre det til karrydressingen. Og det lykkedes!  Denne karrydressing kan også bruges til fantastiske clubsandwiches eller i bagels. Her kommer opskriften:
   Til en stor portion pastasalat: 
       2-3 spsk karry
       4 dl cremefraiche
       2-3 spsk eddike (hvidvins- eller æblecidereddike)
       1 tsk salt
       1 tsk sukker
       lidt friskværnet peber
       en sjat citronsaft

Fremgangsmåde: Karryen ristes af på en varm pande, til det begynder at dufte godt af karry. Lad den køle lidt af inden den blandes sammen med cremefraichen og de øvrige ingredienser. Lad den trække så lang tid som du har tålmodighed til. 

I min pastasalt bruger jeg fuldkornspasta, løg, gulerødder i grove stykker og cornichoner skåret i mindre stykker. Den er formidabel til aftensmaden som tilbehør til grillmad eller stegte kyllingefileter og flutes. Hvis man efter aftensmaden har rester til overs, så blander man bare det bare i den resterende salat og så har man til næste dags frokost. 
Andre ingredienser jeg kunne forestille mig i salaten kunne være ærter og kalkunbacon . 

 Bon Appetit!

Feriekager





Opskriften stammer fra en ganske almindelig banankage. Den er dog bagt i papirsmuffinforme, da de er nemme at håndtere på en byggeplads. 

Ca. 20 stk

Ingredienser: 

3æg
170 g sukker (ca. 2 dl)
1 vaniljestang eller 2 tsk vanillesukker
125 g hvedemel (ca 2 dl)
1 tsk bagepulver
100 g smeltet, afkølet smør
1 moden banan (ca 1½ dl)

Pynt: overtrækschokolade

Fremgangsmåde:
  • Tænd ovnen på 175 grader varmluft
  • Smelt smørret ved svag vare i en gryde eller i mikrobølgeovn. 
  • Mos bananen med en gaffel.
  • Bland mel og bagepuler godt sammen
  • Slå æggene ud i en skål. Halvér vaniliestangen og skrab indholdet ud med en kniv. Bland det med lidt af sukkeret og put det og resten af sukkeret op til æggene.
  • Pisk grundigt til en luftig æggesnaps
  • Vend melblandingen forsigtigt i snapsen skiftevis med smørret. Hæld dejen ud i formene og bag dem i ca. 12 min. 
  • Mens kagerne bager, kan du roligt gå igang med at smelte chokolade over vandbad. For at få den rigtige temperering af chokoladen smelter jeg halvdelen af chokoladen. (jeg bruger vand fra cookeren, som jeg evt. skifter ud når det er blevet køligt). Når det er smeltet helt, tager jeg skålen op af vandet, og hælder lidt mere chokolade i, mens jeg rører rundt. Fortsæt med at hælde chokolade i, så længe det kan blive smeltet. 
  • Imens er kagerne blevet bagt og er kølet helt af.
  • Du kan nu enten pensle kagerne med chokolade, putte den på med en ske, eller hvis du, som jeg, gerne vil skrive en hilsen på dem, så skal du lave en lille tyl: 
  • Klip et trekantet stykke bagepapir
  • Læg din hånd ovenpå bagepapiret så dit håndled stikker ud over hypotenusen (den lange side i en retvinklet trekant). hold fast i det ene spidse hjørne med din tommel (mellem tommel og hånd). Kør nu med din anden hånd bagepapiret om hånden, så der bliver dannet et kræmmerhus med helt lukket spids. De første par gange kan det være nemmest at beholde formen ved at klipse kræmmerhuset. 




Vupti! Nu kan du fylde tyllen med chokolade, klippe lidt af spidsen og skrive/tegne på dine kager. 

Velbekomme!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar