- En blog om det at være bygherre til sit drømmehus

onsdag den 30. oktober 2013

Den første storm


 .. kunne ikke vælte vores hus! Derimod var de sidste overskuds isoleringsruller løs i kvarteret, så min søde svigermor blev ringet op af en nabo, og så måtte hun jo ud og indfange dem igen. Smeden var under stormens rasen fanget på øen, da færgen ikke kunne lægge til kaj. Så fik han da koblet alle rør sammen til Genvex anlægget, så nu er taget på nordsiden endelig helt færdigt. Vi håber snart han får koblet varme til huset, da trægulvet gerne skulle komme i næste uge og gerne skal ligge i varmen i 3-4 dage inden det kan lægges. I sidste uge var vi i flisehelvede for sidste gang og de er bestilt! Kan ikke vente med at se hvordan de kommer til at se ud på gulvet. I morgen skal vi så i køkkenhelvede for (forhåbentligt) allersidste gang!

Jeg går hjemme og forbereder mig på endnu en uge i Herning. Dette indebærer at bære noget lækkert brød som jeg kan tage med. I denne uge blev det super sunde rødbedeboller. Fætter No mener jo at rødbede er naturens epo, så værsgo her har I EPO-boller (hvis de skulle serveres for mine niecer Laura og Nicoline, ville jeg dog kalde dem prinsesseboller istedet)


Opskriften:: tja den blev taget lidt på skrump, men generelt kan man bruge rødbeder i alle de opskrifter hvor der skal gulerod i. Således har jeg her i løbet af efteråret, hvor mine forældre har foræret mig masser af rødbeder lavet: rødbedetzatziki (rødbede istedet for agurk), rødbedeflutes, rødbedeslaw, rødbedebøf (rødbede istedet for hakket oksekød) og verdens bedste (rødbede)brød.
Generelt synes jeg dog at når man bager med rødbede at så passer græskarkerner og hørfrø bedre i smagen end solsikkefrø. Men det er nok lidt en smagssag.
I aften står den på pasning af Anders' søde nevøer sammen med deres moster Malle. Menuen står på pitabrød med hjemmelavet kebab, falafler og selvfølgelig en masse grønt! Og måske er der lidt kage til dessert.. hvem ved??

  

søndag den 27. oktober 2013

Jeg eeelsker vores hus

Efter et dejligt døgn på Fanø er der nu ny update. Endelig er murværket helt færdigt!

     Yderligere forklaring behøves vist ikke

Sådan et genvex-anlæg fylder en del i skunken og forudsætter at der kommer en lem, hvorigennem man kan lave service og skifte filtre på anlægget. Jeg kalder det husets lunger

En førstesal tager også form

Så er der nedfræset riller i varmefordelingspladerne. Heri skal gulvvamreslangerne løb. Ovenpå kommer en 26 mm mdf-plade og slutteligt massive trægulve

Her fra toppen af Bavnebjerg kan man se at vi ikke er de eneste i området, der har solceller. I dette vejr er det dog en begrænset mængde strøm der produceres.

God søndag aften til jer alle!


mandag den 14. oktober 2013

Paradisæbler


Jeg var i Thy i weekenden og som sædvanlig blev Corsa'en fyldt op med lækre råvarer. Denne gang havde jeg rødbeder, kartofler og 5 kg paradisæbler med hjem (jordskokkerne glemte jeg desværre). 
Og har nu kokkereret i køkkenet for at få brugt disse dejlige syrlige små æbler. Anders skulle selvfølgelig bide i én af dem - og udbrød straks at de da ikke kunne spises og hvad pokker er der paradis over dem. Hvorefter jeg jo selvfølgelig kunne genopfriske for ham at æblerne i paradis jo helst heller ikke skulle spises.. 
Se under opskrifter hvad jeg fik lavet ud af dem.. 

I morgen går turen til Fanø - vi er spændte på at se om maleren har været i gang (alle de andre holder efterårsferie, så vores tålmodighed er sat på prøve)

onsdag den 9. oktober 2013

House in progress




 
(Badeværelse på 1. sal har nu fået varme i gulvet)


Hold nu op mand, det skrider fremad.  Det er så småt begyndt at gå op for os at vi snart skal fl.ytte fra lejligheden og ind i vores drømmehus! - Jeg er så småt begyndt at pakke lejligheden ned i flyttekasser og om ikke længe skal vi have opsagt vores TV og internet. Drømmen går snart i opfyldelse! Ih altså hvor jeg glæder mig til at få fri i morgen, komme til Fanø og se huset med egne øjne..


onsdag den 2. oktober 2013

At skulle træffe valg

Nu har vi været igang med at bygge hus i 4 måneder og projektet nærmer sig så småt afslutningen. Inden vi gik i gang, havde vi en lang periode på næsten et år, hvor vi tegnede huset og bestemte materialer f.eks. mursten, vinduer, tagsten, solcellernes udseende, indretningen af huset, køkken osv. 
Alle disse valg har aldrig været noget problem - jeg har altid haft en bestemt holdning til hvordan jeg synes huset skulle se ud og Anders har været nem at samarbejde med. Han har ikke haft så mange præferencer i forhold til udseende, men mest været den der gik op i funktionalitet, praktikalitet og ikke mindst økonomi. 

Nu er vi kommet langt i processen og bedst som man tænker, at nu har vi truffet alle valg, - nej så kommer der lige en enkelt ting mere. Og det er efterhånden ved at hænge mig langt ud af halsen og jeg har lyst til at sige: jeg er ligeglad, vælg det materiale som er nemmest for håndværkerne at montere så vi bare bliver færdig så hurtigt som muligt. Men jeg ved jo også godt at dette hus er ét vi skal bo i de næste mange år, så det nytter ikke noget at jeg ikke orker at tage stilling til flere ting. 

For eksempel var vi i går ude at kigge på klinker. Vi har hele tiden vidst at de skulle være grå, men om de skulle være betongrå, antracit eller koks. Dernæst er det størrelsen, slidstyrke og overfladens struktur. Dernæst skal der så vælges fliser som skal være på væggen i brusenichen som selvfølgelig skal passe til gulvlisen, være nem at gøre rent og sidst men ikke mindst så har vi (tro det eller ej) altså også et budget at skulle overholde. 

Nå men efter 1½ time i flisehelvede fik vi valgt, og resultatet får I at se om en måneds tid. I dag var det så bundstykke til vindueskarmen der skulle vælges og så skal vi så lige have aftalt endnu et møde i køkkenhelvede (den 3. køkkenbutik). Og så er jeg forresten fortsat i gang med at hente tilbud på trægulvet hjem, og bøvler med at finde en dato hvor det skal lægges. 

Hanker lige op i mig selv, så jeg også gider tage de sidste små men vigtige valg..