- En blog om det at være bygherre til sit drømmehus

onsdag den 2. oktober 2013

At skulle træffe valg

Nu har vi været igang med at bygge hus i 4 måneder og projektet nærmer sig så småt afslutningen. Inden vi gik i gang, havde vi en lang periode på næsten et år, hvor vi tegnede huset og bestemte materialer f.eks. mursten, vinduer, tagsten, solcellernes udseende, indretningen af huset, køkken osv. 
Alle disse valg har aldrig været noget problem - jeg har altid haft en bestemt holdning til hvordan jeg synes huset skulle se ud og Anders har været nem at samarbejde med. Han har ikke haft så mange præferencer i forhold til udseende, men mest været den der gik op i funktionalitet, praktikalitet og ikke mindst økonomi. 

Nu er vi kommet langt i processen og bedst som man tænker, at nu har vi truffet alle valg, - nej så kommer der lige en enkelt ting mere. Og det er efterhånden ved at hænge mig langt ud af halsen og jeg har lyst til at sige: jeg er ligeglad, vælg det materiale som er nemmest for håndværkerne at montere så vi bare bliver færdig så hurtigt som muligt. Men jeg ved jo også godt at dette hus er ét vi skal bo i de næste mange år, så det nytter ikke noget at jeg ikke orker at tage stilling til flere ting. 

For eksempel var vi i går ude at kigge på klinker. Vi har hele tiden vidst at de skulle være grå, men om de skulle være betongrå, antracit eller koks. Dernæst er det størrelsen, slidstyrke og overfladens struktur. Dernæst skal der så vælges fliser som skal være på væggen i brusenichen som selvfølgelig skal passe til gulvlisen, være nem at gøre rent og sidst men ikke mindst så har vi (tro det eller ej) altså også et budget at skulle overholde. 

Nå men efter 1½ time i flisehelvede fik vi valgt, og resultatet får I at se om en måneds tid. I dag var det så bundstykke til vindueskarmen der skulle vælges og så skal vi så lige have aftalt endnu et møde i køkkenhelvede (den 3. køkkenbutik). Og så er jeg forresten fortsat i gang med at hente tilbud på trægulvet hjem, og bøvler med at finde en dato hvor det skal lægges. 

Hanker lige op i mig selv, så jeg også gider tage de sidste små men vigtige valg.. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar